Tag-arkiv: kold tyrker

"Kold tyrker"

Spørgsmål: Hvorfra stammer udtrykket “en kold tyrker”?

“En kold tyrker” er et dansk udtryk der betyder ‘pludselig afvænning fra narkotika uden forudgående nedtrapning’. Nu om stunder kan det bruges om alle former for (pludselig) afvænning (fx rygning, slikspisning osv.).

Kilden til udtrykket er uden tvivl det amerikanske udtryk “cold turkey”. Men der er ingen forklaring på hvorfor udtrykket i amerikansk kom til at hedde “cold turkey”, altså “kold kalkun”. En teori er at man får “kalkunhud” eller “gåsehud” når man har abstinenser.

Den direkte oversættelse af “cold turkey” til dansk ville være “kold kalkun”. Men omdannelsen til “kold tyrker” er ikke helt uforklarlig, for ordet “turkey” betyder jo på engelsk ikke kun “kalkun”: “Turkey” kan også betyde “Tyrkiet”.

Det er ikke afklaret om “en kold tyrker” er begyndt som en bevidst morsomhed, eller det simpelthen er begyndt som en oversættelsesfejl. Men der findes jo nogle lignende udtryk inden for narkosproget som “rød Libanon” og “sort Nepal”, som er betegnelser for forskellige typer hash.

Udtrykket ”kold tyrker” er i Sprognævnets ordsamling fra omkring 1980. Men det er sikkert ældre, ikke mindst inden for narkosproget. I amerikansk er udtrykket “cold turkey” fra 1920’erne.